Robert 1. af Skotland
| Robert 1. af Skotland | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 11. juli 1274  Turnberry Castle, Storbritannien |
| Død | 7. juni 1329 (54 år) Cardross, Storbritannien |
| Dødsårsag | Spedalskhed |
| Gravsted | Melrose Abbey[1], Dunfermline Abbey |
| Nationalitet |  Skotsk |
| Far | Robert Bruce, jarl av Carrick |
| Mor | Marjorie av Carrick, 3. grevinne av Carrick |
| Søskende | Elizabeth Bruce, Isabella Bruce, Edward Bruce, Alexander av Brus, Christina Bruce, Mary Bruce, Nigel av Brus, Thomas Bruce av Carrick |
| Ægtefæller | Elizabeth av Burgh (fra 1302/1302), Isabella av Mar (fra 1295) |
| Børn | Maud Bruce, Margaret Bruce, John Bruce, Walter Bruce, Margaret Bruce, Catherine Bruce, Elizabeth Bruce, Christina Bruce, Neil Bruce, David 2. af Skotland, Marjorie Bruce, Robert Bruce, Lord of Liddesdale |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Monark, kriger |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Robert I (11. juli 1274 – 7. juni 1329), almindeligvis kendt som Robert the Bruce (skotsk gælisk: Raibeart am Brusach), var konge af Skotland fra 1306 til sin død i 1329.[2] Robert ledte Skotland under den første skotske uafhængighedskrig mod England. Han kæmpede med succes under sit styre for at genoprette Skotland som et uafhængigt kongerige og betragtes i Skotland som en nationalhelt. Robert var tipoldebarn af kong David I, og hans bedstefar, Robert de Bruce, 5. af Annandale, var en af tronprætendenterne under den såkaldte "Great Cause".[2]
Som jarl af Carrick støttede Robert the Bruce sin families krav på den skotske trone og deltog i William Wallaces felttog mod Edvard 1. af England. Udnævnt i 1298 til Guardian of Scotland sammen med sin hovedrival om tronen, John Comyn af Badenoch, og William Lamberton, biskop af St Andrews, trak Robert sig i 1300 på grund af stridigheder med Comyn og den tilsyneladende nært forestående genindsættelse af John Balliol på den skotske trone. Efter at have underkastet sig Edward I i 1302 og vendt tilbage til “kongens fred” arvede Robert sin families tronkrav ved sin fars død.
Bruces involvering i drabet på John Comyn i februar 1306 førte til hans ekskommunikation af pave Clemens 5. (selv om han modtog absolution fra Robert Wishart, Bishop of Glasgow). Bruce handlede hurtigt for at sikre sig tronen og blev kronet som konge af Skotland den 25. marts 1306. Edvard 1.’s styrker besejrede Robert i slaget ved Methven, hvilket tvang ham til at gå i skjul, før han i 1307 vendte tilbage og besejrede en engelsk hær ved Loudoun Hill og indledte en yderst succesfuld guerillakrig mod englænderne.
Robert I besejrede sine øvrige modstandere, ødelagde deres fæstninger og hærgede deres landområder, og i 1309 afholdt han sit første parlament. En række militære sejre mellem 1310 og 1314 gav ham kontrol over det meste af Skotland, og ved slaget ved Bannockburn i 1314 besejrede Robert en langt større engelsk hær under Edvard 2. af England, hvilket bekræftede genoprettelsen af et uafhængigt skotsk kongerige. Slaget markerede et afgørende vendepunkt, idet Roberts hære herefter kunne iværksætte ødelæggende plyndringstogter i Nordengland, samtidig med at han udvidede krigen mod England ved at sende hære til invasion af Irland og opfordre irerne til at rejse sig mod Edward II’s styre.
Trods sejren ved Bannockburn og erobringen af den sidste engelske fæstning ved Berwick i 1318 nægtede Edvard 2. at opgive sit krav på overherredømme over Skotland. I 1320 indgav den skotske adel Arbroathdeklerationen til pave Johannes 22., hvori de erklærede Robert som deres retmæssige monark og fastslog Skotlands status som et uafhængigt kongerige. I 1324 anerkendte paven Robert 1. som konge af et uafhængigt Skotland, og i 1326 blev den fransk-skotske alliance fornyet ved Corbeil-traktaten. I 1327 afsatte englænderne Edvard 2. til fordel for hans søn, Edvard 3. af England, og freden mellem Skotland og England blev indgået ved Edinburgh–Northampton-traktaten i 1328, hvor Edvard 3. opgav alle krav på suverænitet over Skotland.
Robert 1. døde i juni 1329 og blev efterfulgt af sin søn, David 2.. Roberts lig er begravet i Dunfermline Abbey, mens hans hjerte blev begravet i Melrose Abbey, og hans indre organer blev balsameret og anbragt i St Serf’s Church i Dumbarton.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- 1 2 Weir, Alison (2008). Britain's Royal Families: The Complete Genealogy. Vintage. s. 207–211. ISBN 978-0099539735.
- Litteratur
- "Fremskridtets mænd" af Thorkild Kjærgaard, 1997, ISBN 87-87237-67-9
Eksterne links/henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Turnbull Clan Association Arkiveret 7. april 2005 hos Wayback Machine
- Turnbull Clan International
Robert 1. Født: 11. juli 1274 Død: 7. juni 1329 | ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Ubesat Forrige indehaver af titlen: John Balliol
|
Konge af Skotland 1306–1329 |
Efterfølgende: David 2. |
 | Spire Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |
