Stat

For alternative betydninger, se Stat (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Stat)

En stat er en politisk og retlig enhed, der udøver offentlig myndighed over en befolkning inden for et bestemt territorium. En stat, der har den øverste myndighed inden for sit territorium og er selvstændig i forhold til andre stater, betegnes som en suveræn stat eller selvstændig stat. I folkeretten kendetegnes en stat almindeligvis ved, at den har en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.

Indadtil består staten af de politiske, retlige og administrative institutioner, der fastsætter og håndhæver en retsorden inden for dens territorium. Staten adskiller sig fra regeringen, der varetager den politiske ledelse, men kan udskiftes, uden at staten dermed ophører. Statens grundlæggende funktioner omfatter opretholdelse af retsordenen, beskyttelse mod ydre angreb og organisering af de myndigheder, der lovgiver, administrerer og træffer retlige afgørelser.

Begrebet stat må skelnes fra nation. En nation er et fællesskab af mennesker, der opfatter sig som knyttet sammen gennem eksempelvis historie, kultur, sprog eller national identitet, mens staten er en politisk og retlig organisation. En nation kan derfor eksistere uden at have sin egen stat, og en stat kan omfatte flere nationer. Statens territoriale organisering kan blandt andet have form af en enhedsstat eller en forbundsstat, mens dens politiske organisering kan beskrives gennem dens statsform, regeringssystem og politisk regime.

Den moderne suveræne territorialstat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode. Den suveræne territorialstat blev efterhånden udbredt til resten af verden og blev gennem afkoloniseringen efter 2. verdenskrig den dominerende politiske organisationsform i det internationale system. Staters politiske eksistens er efter den deklaratoriske opfattelse ikke afhængig af andre staters anerkendelse, men anerkendelse har stor praktisk betydning for diplomatiske forbindelser og deltagelse i internationale organisationer.

Definition

Folkeretlig definition

I folkeretten betegner en stat en enhed, der kan være bærer af internationale rettigheder og forpligtelser. De almindeligt anvendte kriterier for statsdannelse fremgår af artikel 1 i Montevideo-konventionen fra 1933. Herefter skal en stat have en fastboende befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evne til at indgå forbindelser med andre stater.

En stats politiske eksistens er efter konventionens artikel 3 uafhængig af, om den anerkendes af andre stater. Anerkendelse har dog betydning for statens mulighed for i praksis at indgå diplomatiske forbindelser og deltage i det internationale samfund.

Statskundskabelig definition

I statskundskaben forstås staten som det samlede system af politiske, retlige og administrative institutioner, der udøver offentlig myndighed inden for et bestemt territorium. Staten fastsætter og håndhæver den gældende retsorden og råder over de myndigheder, der kan gennemtvinge dens beslutninger.

Staten må i denne betydning skelnes fra den til enhver tid siddende regering. Regeringen leder staten politisk og kan udskiftes som følge af valg, parlamentariske forhold eller andre politiske forandringer, mens staten og dens grundlæggende institutioner består.

Statens bestanddele

En stat forudsætter et territorium, en befolkning og en organiseret offentlig myndighed. Disse bestanddele danner tilsammen grundlaget for statens udøvelse af magt og dens optræden som selvstændig enhed i forhold til andre stater.

Territorium

Statens territorium er det geografiske område, inden for hvilket dens myndigheder udøver offentlig magt. Territoriet afgrænser dermed statens retsorden og myndighedsområde i forhold til andre stater.

Befolkning

Befolkningen består af de mennesker, der er fast bosat på statens territorium. Den kan omfatte én eller flere nationer samt nationale, sproglige, religiøse og etniske mindretal. Der kræves ikke en bestemt befolkningsstørrelse, for at en politisk enhed kan udgøre en stat.

Offentlig myndighed

Staten skal have en organiseret offentlig myndighed, som kan fastsætte og håndhæve en retsorden. Denne myndighed udøves gennem statens politiske, administrative og retlige institutioner, herunder regering, forvaltning og domstole.

Suverænitet

Suverænitet betegner statens øverste myndighed inden for dens territorium og dens selvstændighed i forhold til andre stater. Der sondres almindeligvis mellem intern suverænitet og ekstern suverænitet.

Den interne suverænitet består i statens myndighed til at fastsætte og håndhæve en retsorden over for befolkningen og institutionerne inden for dens territorium. Den eksterne suverænitet indebærer, at staten ikke er underordnet en anden stat, og at den kan indgå forbindelser med andre stater.

Efter Montevideo-konventionen er alle stater juridisk lige, uanset forskelle i blandt andet størrelse, befolkning og politisk eller økonomisk magt. Konventionen fastslår desuden, at en stats politiske eksistens ikke afhænger af andre staters anerkendelse.

Stat og nation

Begreberne stat og nation anvendes undertiden som synonymer, men betegner forskellige fænomener. Staten er en politisk og retlig organisation med myndighed over et territorium og en befolkning, mens nationen er et fællesskab, hvis medlemmer opfatter sig som forbundet gennem blandt andet historie, kultur, sprog eller national identitet.

Statens grænser og nationens udbredelse er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende. En nation kan være fordelt på flere stater eller eksistere uden sin egen stat, mens en stat kan rumme flere nationer. Kurderne nævnes ofte som eksempel på en nation uden en selvstændig stat.

En nationalstat er en stat, hvor statsgrænserne i vid udstrækning svarer til en nations udbredelse. Fuldstændigt sammenfald mellem stat og nation forekommer dog sjældent, og betegnelsen anvendes også om stater med en dominerende nation og nationale mindretal.

Kort over verdens enhedsstater (blå) og forbundsstater (grønne).

Territorial organisering

Stater kan efter deres territoriale organisering navnlig opdeles i enhedsstater og forbundsstater. Denne klassifikation angår fordelingen af myndighed mellem centrale og regionale politiske niveauer og må ikke forveksles med statens statsform.

Enhedsstat

I en enhedsstat ligger den grundlæggende statsmagt hos centralmagten. Regioner, kommuner og andre lokale myndigheder kan have et omfattende selvstyre, men deres beføjelser er fastlagt af centralstaten og kan som udgangspunkt ændres af denne. Danmark og Frankrig er eksempler på enhedsstater, selv om graden af decentralisering er forskellig.

Forbundsstat

En forbundsstat eller føderation består af flere delstater, der er forenet under en fælles forbundsforfatning. Forfatningen fordeler myndigheden mellem forbundsstaten og delstaterne, som har egne politiske institutioner og beføjelser, der ikke ensidigt kan ophæves af forbundsmyndighederne. USA, Tyskland, Schweiz og Canada er eksempler på forbundsstater.

Statsforbund

Et statsforbund eller en konføderation er en løs politisk union mellem selvstændige stater. Statsforbundet kan have fælles politiske institutioner, men den suveræne myndighed ligger fortsat hos medlemsstaterne. Statsforbundet udgør derfor ikke én samlet stat på samme måde som en forbundsstat.

Ambrogio Lorenzettis allegori over den gode regering fra 1338–1339 fremstiller regeringen og dens dyder som personificerede skikkelser.

Historisk udvikling

Politiske samfund med territorium, befolkning og organiserede myndigheder har eksisteret siden oldtiden. De græske bystater og det romerske rige udviklede politiske og retlige institutioner, men adskilte sig fra den moderne territorialstat. I den antikke politiske filosofi behandlede blandt andre Platon og Aristoteles spørgsmål om politiske institutioner, borgerskab og forskellige forfatningsformer.

I middelalderens Europa var den politiske myndighed ofte fordelt mellem konger, fyrster, byer, kirkelige institutioner og kejsermagten. De politiske enheder havde derfor ikke nødvendigvis den entydige territoriale afgrænsning og centraliserede myndighed, som kendetegner den moderne stat.

Ratifikationen af Münstertraktaten i 1648, malet af Gerard ter Borch. Den Westfalske Fred regnes ofte som en milepæl i udviklingen af det moderne europæiske statssystem.

Den moderne territorialstat

Den moderne stat udviklede sig gradvist i Europa fra senmiddelalderen og den tidlig moderne periode, efterhånden som de centrale herskere opbyggede mere varige administrative, retlige og militære institutioner. Samtidig blev begrebet suverænitet udviklet af blandt andre Jean Bodin og Thomas Hobbes som betegnelse for den øverste politiske myndighed inden for et territorium.

Den Westfalske fred i 1648 betragtes ofte som en vigtig milepæl i udviklingen af det europæiske statssystem, fordi den bidrog til at befæste forestillingen om territorialt afgrænsede og indbyrdes selvstændige politiske enheder. Udviklingen af den moderne stat var dog en langvarig proces, der både begyndte før og fortsatte efter 1648.

Nationalstaten

Fra slutningen af 1700-tallet blev forestillingen om staten i stigende grad forbundet med idéen om folkelig suverænitet og med udviklingen af nationalismen. Den politiske nation blev betragtet som grundlaget for statens legitimitet, og forestillingen om, at statens og nationens grænser burde være sammenfaldende, fik stor betydning for dannelsen af nationalstater i Europa i løbet af 1800-tallet.

Udviklingen indebar dog ikke, at alle stater blev nationalt ensartede. Mange statsgrænser omfattede fortsat flere nationale, sproglige eller etniske grupper, mens andre nationer forblev fordelt mellem flere stater eller uden en egen stat.

FN's Generalforsamling er et centralt forum for verdens stater i De Forenede Nationer.

Det globale statssystem

Det europæiske statssystem blev gennem kolonisering og international handel udbredt til andre dele af verden. Efter 2. verdenskrig blev princippet om staters suveræne lighed og politiske uafhængighed grundlæggende for De Forenede Nationer.

Afkoloniseringen medførte derefter oprettelsen af et stort antal nye, selvstændige stater i Afrika, Asien, Caribien og Stillehavsområdet. Siden FN blev oprettet i 1945, har mere end 80 tidligere kolonier opnået selvstændighed. Herved blev den suveræne territorialstat den dominerende politiske organisationsform i det internationale system.

Statens funktioner

Statens grundlæggende funktion er at fastsætte og håndhæve en retsorden inden for dens territorium. Hertil hører opretholdelse af den indre orden, beskyttelse mod ydre angreb samt organisering af de myndigheder, der kan lovgive, administrere og træffe retlige afgørelser. Staten finansierer sin virksomhed gennem blandt andet skatter og afgifter.

Omfanget af statens øvrige opgaver varierer historisk og mellem forskellige politiske systemer. Forestillingen om en natvægterstat begrænser statens opgaver til navnlig retsorden, politi, forsvar og beskyttelse af ejendomsretten. I en velfærdsstat varetager staten desuden omfattende opgaver inden for blandt andet social sikring, sundhed og uddannelse.

Statens opgaver og institutioner må ikke forveksles med dens politiske regime. Både demokratiske og autoritære stater kan have omfattende administrative institutioner, men de adskiller sig med hensyn til, hvordan den politiske magt erhverves, udøves og kontrolleres.

Retsstaten

En stat er ikke nødvendigvis en retsstat. De grundlæggende kriterier for at være en stat stiller ikke krav om demokrati, magtadskillelse eller beskyttelse af borgernes rettigheder. Retsstatsprincippet angår derimod de retlige begrænsninger for, hvordan statsmagten kan udøves.

I en retsstat er både borgerne og de offentlige myndigheder underlagt loven. Statslige indgreb skal have hjemmel, og borgerne skal være beskyttet mod vilkårlig magtudøvelse. Centrale retsstatsprincipper omfatter legalitet, retssikkerhed, lighed for loven, forbud mod magtmisbrug og adgang til uafhængige og upartiske domstole.

En forfatning kan fastlægge statsmagtens institutioner og begrænse deres beføjelser. Magtadskillelse og domstolskontrol kan medvirke til at forhindre, at den politiske magt samles eller udøves vilkårligt.

Statsteori

Statsteori omfatter forskellige forklaringer på statens oprindelse, legitimitet, funktioner og forhold til samfundet. Nogle teorier er normative og undersøger, hvordan staten kan retfærdiggøres, mens andre søger at forklare statens institutioner, magtgrundlag og forhold til sociale grupper. De forskellige perspektiver lægger blandt andet vægt på rettigheder og samtykke, interessekonflikter, økonomiske klasseforhold, køn samt statens anvendelse af legitim tvang.

Liberal statsteori

I den liberale tradition begrundes staten navnlig med behovet for at beskytte individets rettigheder og sikre en fælles retsorden. Hos John Locke bygger den legitime statsmagt på borgernes samtykke, og den politiske magt skal anvendes til at beskytte deres liv, frihed og ejendom. Hvis staten tilsidesætter dette formål, mister den sin legitimitet.

Pluralistiske perspektiver

Pluralistiske teorier betragter den politiske magt som fordelt mellem flere forskellige grupper og organisationer. Staten opfattes i dette perspektiv ikke som et entydigt redskab for én bestemt samfundsgruppe, men som en forholdsvis neutral mægler mellem konkurrerende interesser, der søger indflydelse på de offentlige beslutninger.

Marxistisk statsteori

I den marxistiske tradition analyseres staten i sammenhæng med samfundets økonomiske struktur og forholdet mellem sociale klasser. Karl Marx og Friedrich Engels betragtede statens politiske og retlige institutioner som en del af den samfundsmæssige overbygning, der medvirker til at opretholde de eksisterende produktions- og ejendomsforhold. Senere marxistiske teorier har diskuteret, i hvilket omfang staten fungerer som et direkte redskab for den herskende klasse eller har en vis selvstændighed i forhold til de økonomiske interesser.

Feministiske perspektiver

Feministiske teorier undersøger, hvordan statens institutioner, lovgivning og politiske praksis kan afspejle eller opretholde kønnede magtforhold. De har blandt andet kritiseret den traditionelle sondring mellem en offentlig politisk sfære og en privat sfære, fordi magtforhold i familien og andre dele af privatlivet derved kan blive holdt uden for politisk og retlig regulering.

Webers statsbegreb

Max Weber definerede staten ud fra dens særlige form for magtudøvelse. Staten er efter hans definition det menneskelige fællesskab, der inden for et bestemt territorium med held gør krav på monopolet på legitim anvendelse af fysisk magt. Definitionen siger ikke, hvilke formål staten bør forfølge, men fremhæver territoriet, legitimiteten og kontrollen med den organiserede magtanvendelse som statens centrale kendetegn.

Stat og samfund

Staten må skelnes fra samfundet som helhed. Staten omfatter de offentlige politiske, retlige og administrative institutioner, mens samfundet også omfatter borgere, familier, virksomheder, organisationer og andre sociale fællesskaber. Civilsamfundet betegner den del af samfundet, der består af frivillige organisationer og fællesskaber uden for staten, markedet og den private familie.

Grænsen mellem stat og samfund er ikke fast. Den afhænger blandt andet af statens opgaver, ejerskab og regulering samt af de politiske forestillinger om forholdet mellem offentlig myndighed og privat handlefrihed. Liberalistiske teorier lægger typisk vægt på at begrænse statens indgreb, mens socialistiske og socialdemokratiske teorier tillægger staten en større rolle i reguleringen og fordelingen af samfundets ressourcer.

Selv om staten ofte omtales som én samlet aktør, består den af mange institutioner og myndigheder med forskellige opgaver og interesser. Regering, parlament, domstole, forvaltning og lokale myndigheder kan derfor både samarbejde og være indbyrdes uenige.

Politiske klassifikationer

Hovedartikler: Statsform, Regeringssystem og Politisk regime.

En stats politiske organisering kan beskrives gennem flere forskellige klassifikationer. De angår forskellige sider af staten og kan derfor anvendes samtidig.

En stats statsform beskriver statsoverhovedets forfatningsmæssige stilling og sondrer navnlig mellem monarki og republik. Statens regeringssystem beskriver forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt og omfatter blandt andet parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme. Det politiske regime beskriver, hvordan den politiske magt erhverves og udøves i praksis, herunder om staten er demokratisk eller autoritær.

Disse klassifikationer er indbyrdes uafhængige. En stats statsform bestemmer derfor ikke i sig selv dens regeringssystem eller politiske regime. Klassifikationerne må desuden skelnes fra statens territoriale organisering som enhedsstat eller forbundsstat.

Statsborgerskab

Statsborgerskab er det retlige tilhørsforhold mellem en person og en stat. Statsborgerskabet kan medføre særlige rettigheder og pligter, herunder politiske rettigheder, adgang til statens beskyttelse og pligt til at overholde dens lovgivning.

Statens befolkning og dens statsborgere er ikke nødvendigvis den samme persongruppe. En stat kan have fastboende indbyggere, som er statsborgere i andre stater eller er statsløse, mens nogle af statens egne statsborgere kan være bosat i udlandet. I løbet af 1800- og 1900-tallet fik statsborgerskabet stigende betydning for forholdet mellem staten og den enkelte.

Anerkendelse af stater

Anerkendelse af en stat er en handling, hvor en anden stat accepterer den pågældende enhed som stat og tilkendegiver, at den er villig til at behandle den som medlem af det internationale samfund. Anerkendelse kan blandt andet danne grundlag for diplomatiske forbindelser og indgåelse af internationale aftaler.

Der sondres almindeligvis mellem en konstitutiv og en deklaratorisk opfattelse af statsanerkendelse. Efter den konstitutive opfattelse bliver en politisk enhed først en stat i folkeretlig forstand gennem andre staters anerkendelse. Anerkendelsen medvirker dermed til at skabe enhedens internationale retlige status.

Efter den deklaratoriske opfattelse skaber anerkendelsen derimod ikke staten, men bekræfter, at den allerede opfylder betingelserne for at være en stat. Denne opfattelse kommer til udtryk i Montevideo-konventionens artikel 3, hvorefter statens politiske eksistens er uafhængig af andre staters anerkendelse. Manglende eller begrænset anerkendelse kan dog i praksis vanskeliggøre en stats diplomatiske forbindelser og deltagelse i internationale organisationer.

Anerkendelse må skelnes fra medlemskab af De Forenede Nationer. FN anerkender ikke selv nye stater eller regeringer; anerkendelse gives eller nægtes af de enkelte stater. Optagelse som medlem af FN sker efter artikel 4 i FN-pagten ved en beslutning i Generalforsamlingen efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet.

Se også

• Bystat
• Delstat
• Mikrostat
• Protektorat
• Selvbestemmelsesret
• Verdens lande

Litteratur

• Hansen, Mogens Herman. Demokrati som styreform og som ideologi. København: Museum Tusculanums Forlag, 2010. ISBN 9788763534932.
• Hansen, Mogens Herman. Hvad er en stat?. København: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2014. ISBN 9788773043820.
• Heywood, Andrew. Politics. 2. udgave. Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314.
• Iversen, Kristian. Nationer og nationalisme: Perspektiver på national identitet. København: Columbus, 2017. ISBN 9788779703650.
• Sartori, Giovanni. Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes. 2. udgave. London: Macmillan Press, 1997. ISBN 9780333675083.
• Thorup, Mikkel. Statens idéhistorie: Magt, vold og politik. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2015. ISBN 9788771241006.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Stat

• Stat – samfundsvidenskabeligt begreb på Lex